Endelig forår, rundt om er der så meget at se på. Selv vejret er jo forskelligt hverdag så det er en måned med overraskelser.

Engang i tidernes morgen, blev alle månederne kaldt ind for at få udleveret det vejr, der tilkom dem.
Og alle mødte de op, og alle stillede de sig pænt i kø.
Undtagen lille april, som løb omkring i græsset, legede med sommerfuglene og soppede i bækken.
Pludselig var sceancen slut og alle havde fået deres vejr. Undtagen jo lille april, og nu var der ikke mere vejr tilbage.
Lille april blev frygtelig ked af det, for hvad skulle han nu gøre? Ikke noget vejr?!
Han var så ked af det og græd så hjerteskærende, at de andre måneder fik ondt af ham. Så de blev alle enige om at dele en lille smule af deres vejr med april, så han ikke skulle gå tomhændet hjem.

Og det er derfor, at man aldrig ved, hvilket vejr man står op til i april måned. Det kan være junis varme, novembers regn eller januars sne. For lille april glemte at stå i kø og fik derfor ikke sit helt eget vejr.